Thursday, October 18, 2012

Vinterbillede af broen






Tænder en stille smøg bag larmende natbusser
Ser to paranoide få deres varer hos den lokale pusher
Der hvor månen rammer søernes pavillon og hønen lægger sine æg
er lortet smukt nok til at ramme ind og hænge på min væg

Midt i mellem
med ryggen til virkeligheden
står jeg godt bedugget og påvirket af helheden
Dér hvor bilosen og cigaretrøgen blandes med vejrtrækningen
tjekker jeg strækningen
hjem
og ser det hele forsvinde i små hvide skyer

Vågner
Blinker i takt med neon og slukker gløden
For hvert hiv jeg tager
er jeg tættere på døden
Hilser på den runde hvide cirkel der minder mig om et lysende hul
råber skål
bunder øllen og fokuserer på mit mål
i midnattens mørke

Falder i ét med resten af det grå
Iført skyklapper og begynder at gå
Uldne frakker over kulden og over det ingen ser
i deres ensporethed, travlhed og alt det der
Tiden stopper endnu engang
tænder endnu en smøg
vejen hjem er længere en lang og jeg gør det samme
Stopper

Får deja vu og ser til siden
i håb om at de to paranoide er der til tiden
i håb om at kunne holde varmen
trækker jeg huen ned over ørene og formindsker larmen
fra den sidste natbus og menneskerne i deres midtvejskrise

Jeg bukker af dyb respekt for det øjeblik der befandt sig
over det
ingen lagde mærke til
andet end mig
månen og Dronning Louise

                                                                                                                                                   1999